Et lidt dybere og mere personligt indlæg, end hvad i normalt læser herinde på domænet. Det skal til indimellem, for der sker jo, som i ved, ofte flere ting bag facaden end fine outfits, rejser og dilemmaer omkring aftensmaden. Det kan nogle gange være rart at få sat ord på tingene, og det kan det også for mig.
Desværre er det nok de færreste af os (nok nærmere ingen), som er så heldige at gå igennem et helt liv uden at sygdommen rammer på den ene eller den anden måde. Oktober er jo et af de måneder hvor der virkelig bliver sat fokus på kræft ,og derfor vil jeg også gerne forsøge at sætte lidt ord på mine oplevelser omkring denne helt forfærdelige og uforklarlige sygdom, som desværre rammer rigtig mange. Tidligere havde jeg en idé om, at så snart man hørte ordet kræft, så kunne man ligeså godt begynde at tælle dagene. Jeg er blevet klogere heldigvis.
I år er det 10 år siden, at min kæreste morfar mistede kampen til denne sygdom. De som kender mig ved, jeg havde et utrolig tæt forhold til ham og derfor satte sygdommen, og dét at miste nogen så tæt på, dybe spor i mig. Jeg ved, at mange oplever helt forfærdelige ting hver dag, også noget, man ikke ville kunne forholde sig til, medmindre man selv har været i samme situation. Jeg kan kun tale ud fra mine egne erfaringer, så det håber jeg selvfølgelig, der vil være forståelse for.
For to år siden fik min mormor konstateret tarmkræft (vi har et MEGET tæt forhold til hinanden), og som jeg nævnte, så var jeg absolut overbevist om, at så snart ordet "kræft" blev nævnt, så var dødsdommen ligesom givet. 7,9,13, så var det HELDIGVIS ikke tilfældet, og min søde lille mormor vandt kampen.
For præcis en uge siden fik vi så at vide, at min mormor endnu engang var blevet ramt af denne sygdom. Det giverflashbacks hver gang! Og hver gang frygter man det værste oghåber på det bedste. Jeg er så priviligeret at have et rigtig tæt forhold til min mormor, og defor fik jeg lov til at tage med hende i mandags, til "dommens time". For én som mig, som tager alting meget tæt ind til sig, var det faktisk en meget behagelig oplevelse. På forhånd skal det siges, at vi vidste chancerne var gode, og dét, er der ingen tvivl om, hjalp på situtationen.
Det er endnu engang et indkapslet område, der er ramt, og det betyder, at kræften HELDIGVIS ikke har spredt sig til andre områder. Som nævnt frygtede vi det værste, men håbede på det bedste! Så det var en helt fantastisk nyhed at få at vide. Det betyder dog, at hun skal igang med et 4 ugers stråling forløb, men vi kan se en ende på det hele.
Noget, der har betydet meget under disse forløb, har været, at man virkelig har kunne mærke livsglæden. Ikke sagt, at der ikke har været triste øjeblikke, hvor man har lyst til at smide håndklædet i ringen, for det tror jeg er svært at undgå. Men på trods af, at chancerne for at kræften vender tilbage igen om 2 år er stor, så siger hun, "så klarer vi det bare en gang mere". Det har virkelig været noget, jeg har bidt mærke i, og noget, der har betydet rigtig meget for mig, som pårørende. Noget, der er vigtigt for os alle at huske på, er at snakke om sygdommen, få sat ord på den og snak med den sygdomsramte omkring det, men husk ikke at behandle personen som om livet er slut. For det er slet ikke sikkert. Det er vigtigt at have noget at kæmpe for, så mind dem om det i stedet.
Kræft er en helt forfærdelig sygdom, og jeg kommer aldrig til at forstå den. Ikke at der er nogen positivt at sige om kræft, men alligevel så har disse to oplevelser hjulpet mig rigtig meget. Og jeg har indset, at man også kan overvinde den. Jeg håber, det også kan hjælpe Jer.
