En rejse guide til: New York

Så er jeg tilbage med en ny guide, eller ihvertfald med anbefalinger fra vores tur i December til New York. De som kender mig, ved at det altid har været en KÆMPE drøm, at besøge New York og nu skulle det være. Min søde veninde Matilde og hendes kæreste Lars er flyttet derover et års tid og det var en helt oplagt mulighed at besøge dem. Så det skulle vi selvfølgelig og samtidig kunne vi fejre Matildes 25 års fødselsdag. Det eneste vi havde booket hjemmefra, udover flybilletter selvfølgelig, var billetter til New York Knicks Basketball kamp i Madison Square. Ellers havde vi bare lavet en liste over ting, som vi gerne ville opleve.

Vi fløj fra Billund-Frankfurt-New York og gav omkring 6700,- inkl én indchecket kuffert. Det er lige før en kuffert er dyrere end selve billetten i dag. Skønt at kunne flyve fra Billund, så man slipper for den lange tur over KBH. Vores tur booket så vi landede lørdag aften og tog hjem fredag eftermiddag - helt perfekt mængde tid til en storbyferie.

THE HIGH LINE

Om søndagen da vi vågnede, spiste vi morgenmad i lejligheden og fejre Matildes fødselsdag. Vi gik en god tur langs "The High Line", hvor man gå oppe på en gammel togbane, som i dag er plantet til og lavet bænke så man kan sidde og læse en bog om sommeren, eller blot gå en tur.

THE VESSEL

Det passede med at High Line sluttede af ved The Vessel, som efter min mening ligner lidt en gigantisk grankogle. Men fin var den og vi var da også en tur deroppe, og det gav en skøn udsigt over Hudson river. Efterfølgende varmede vi os på en kaffe i storcenteret ved siden af.

Grand Central Station

I skal selvfølgelig også forbi Grand Central Station, hvis du har set Gossip Girl (eller mange andre film), er det et must see. Det fineste arkitektur og så var der så fint pyntet op til jul, eftersom vi var der i december måned. Tæt på ligger Bryant Park også, som ligger inde mellem alle de høje bygninger og i vinterhalvåret er den fyldt op med et hyggeligt julemarked og en stor skøjtebane - simpelthen så hyggeligt.

One World Memorial

Om mandagen besøgte vi One World Memorial, det var meget rørende og smukt på samme tid. En helt unik stemning og stilhed, så snart man træder op fra metroen. Hvis man ønsker en smule mere historie fra tragedien, ligger One World Museum lige ved siden af, som jeg er sikker på også er et besøg hver, hvis man prioriterer tiden til det.

Sadelle's, Soho

En af dagene spiste vi en sen brunch på Sadelle's i Soho. Den dyreste morgenmad jeg nogensinde har fået, taget i betragtning det nærmest kun bestod af gluten. Når det så er sagt, så var det en sindsyg hyggelig café, med deres eget lille bageri i midten - hvor man kunne dufte de friskbagte bagels. Og så kan man jo passende gå rundt i Sohos hyggelige gader efterfølgende, for at shoppe eller blot for at kigge på de smukke bygninger.

Soho

Mexicue, Chelsea

De absolut bedste tacos jeg nogensinde har fået! Thats it!

Central Park

Absolut magisk og indbegrebet af New York, for mig ihvertfald. Vi var så heldige at det stoppede med at regne, finally! Og istedet så fik vi det smukkeste snevejr og kunne gå rundt i en snedækket Central Park, med to-go kaffe og brændte mandler. Whats not to like? Hvis det var sommer kunne jeg sagtens se mig selv med en hyggelig omgang picnic og bruge hele dagen der. Der er desuden mulighed for at skøjte om vinteren.

5th Avenue

Gør jer selv den tjeneste at gå fra Central park og hele vejen op langs 5th Avenue. Det gjorde vi, med at stop i Rockefeller og den smukkeste udsigt over Manhatten.

Rockefeller

Den kendte udsigt fra Rockefeller. Det koster selvfølgelig lidt, men er alle pengene værd. Book billetter online, og vælg det tidspunkt der passer Jer. Vi var selv i tvivl om man skulle vælge Empire eller Rockefeller, men valgte Rockefeller så vi kunne få Empire og Central Park med og det har jeg ikke fortrudt. Måske nogle af Jer har andre anbefalinger, men jeg har hørt at dette skulle være den bedste. Vi var så heldige også, at se Rockefeller juletræ blive tændt om aftenen dagen efter, det var en stort oplevelse og der var jo et kæmpe show bag det. iform af performances af Ne-Yo, John Legend osv osv. Det var koldt, og vi stod i mange timer - men sjovt!

Times Square

Times Square selvfølgelig! Vi smuttede også lige ind i den store M&M's butik og tog billeder i photobooth - det var på min liste over to-do's, ikke Thomas :-D

New York Knicks - Denver Nuggets

Som jeg nævnte i starten af dette post, havde vi hjemmefra bestilt billetter til en basketball kamp i Madison Square Garden. Som iøvrigt lå i gå afstand fra Matilde og Lars lejlighed. Hjemmefra var jeg en smule skeptisk, for det første fordi billetterne kostede 750kr pr stk og for det andet, fordi jeg ikke aner en disse om basketball. Men det var en skide sjov oplevelse og trods New York Knicks tabte kæmpe stort, så kan jeg virkelig anbefale det.


Jacks Wife Frida

Et rigtigt bloggerspot, ligesom jeg elsker det! caféen ligger vist flere steder på Manhatten og er super hyggelig, hvis man ønsker en rigtig amerikansk/instagram venlig frokost eller morgenmad.

Brooklyn Bridge

Sidst men ikke mindst, synes jeg i skal afsætte tid til at gå over Brooklyn Bridge. Det koster ingenting (modsat alt det andet) og så får man hele skylinen med, som iøvrigt er meget smuk! Jeg føler jeg har fået opsummeret og anbefalet i store træk, de ting vi nåede på vores 5 dage i The Big Apple. Det er ikke sidste gang jeg besøger byen og jeg tror, som så mange andre storbyer, at man forelsker sig mere og mere i den - jo flere gange den besøges. Tilføj gerne til listen i kommentarfeltet nedenunder - ville elske Jeres tips! PS. New York er dyr, husk deres taxes på 7% og forventet drikkepenge på 15-20% som kommer oveni prisen. Thats it. Afsted med jer <3

INSTAGRAM - FACEBOOK - YOUTUBE 

Synes godt om

Kommentarer

Skriv kommentar...
IP: 82.99.3.229